Vinsmagnings-Politik
Vore aftenbegivenheder er stykket sammen af 3 komponenter:
• a) Grundhonorar; dette starter fra kr. 3.000,- inklusive moms.
• b) Vinforbrug; priserne beregnes her ifølge officielle
detailpriser. Programmet omfatter typisk 8-10 forskellige emner og udskænket/smagt
kvantum ved aftenens afslutning vil (afhængig af arrangementets
idé) anløbe omtrent 1 hel flaske vin pr. deltager –
hvilket for øvrigt repræsenterer 6 genstande. Vi har aftalt
en nedre grænse á kr. 150,- pr. person for vinafsnittet.
• c) Ledsagende traktement. Dette kan repræsentere alt
fra intet til 6-7 retters dégustationsmenu; hermed økonomisk
også alt fra nul til uendeligt antal kroner.
Selve programmets indhold er – i sagens natur – ekstremt
bøjeligt; ethvert tema er i princippet tænkeligt. Temaet
kunne være klassisk versus moderne, med 4-5 forskellige
druetyper/vintyper i en europæisk udgave konfronteret med en oversøisk
version. En geografisk afgrænsning – mere eller mindre præcis
–, som eksempel Italien (eller mere specifikt Piemonte eller Toscana) eller Bourgogne er yndede
og ganske illustrative overordnede emner. En enkelt producents produkter
kan også fylde en aftens fokus; blandt andet kunne Gaja (med vine fra Piemonte & Toscana), domaine Méo-Camuzet (vine fra Côte de Nuits) eller Reichsgraf von Kesselstatt (Mosel-Saar-Ruwer) sagtens være eneleverandører til en fed
aften!
Vi kan også blot aftale, at vi kalder temaet Livet Er
Smukt er benytter aftenen til at præsentere sager, som
vi synes sætter hinanden i relief, sætter livet på kanten,
samt sætter visse ting på plads. Vi vil her bevidst sørge
for at vælge vine, der ikke ligner hinanden for
meget; tværtom vil en del af programmets budskab være, at
vise vinverdenens diversitet.
Et konkretiserende eksempel:
Lad os forestille os, I er 12 personer, der tænker ”NU skal
vi sat’me smage ting, vi ikke normalt kommer i nærheden af;
vi prioriterer vinene klart højest”! Vi bestiller lidt tapas/antipasti-lignende
ting i husets køkken & sætter kr. 150,- pr. person af
til dét; lægger os fast på kr. 300,- pr. person til
vin – gennemsnits(detail)prisen er således 300,- kroner pr.
flaske. Grundudgifterne svarer til omtrent kr. 200,- pr. deltager. På
denne måde ender vi på et budget i omegnen af kr. 650,- pr.
”couvert”; en løsning, hvor de tilstedeværende
vil smage flasker af kvalitet & kostbarhed, som ganske få når
at opleve i deres livstid!
Vi håber, at dette får mundvandet til at pible og interessen
til at spire, om end indholdet af konkrete, håndgribelige forslag
er til at overse!
Med venlig hilsen
Eventyrmagerne |